Tekst: Jørgen Kaarup, Stråtags-Info.dk
Der tækkes på livet løs på stuehuset til det nye museum for møbelarkitekten Hans J. Wegner lidt uden for Tønder. Wegner kom fra Tønder og er ikon for byen. Hidtil har 37 af hans stole været udstillet i det gamle vandtårn, som hører til Museum Sønderjylland.
Når det nye museum åbner til påske, bliver der plads til en hel del af den produktive snedker og designers mere end 500 stole. Hertil kommer en lang række andre møbler.
Det nye Wegner-museum har været længe undervejs. Det får nu til huse på den historiske marskgård Hestholm, som ligger ca. 800 meter fra vandtårnet, hvor de stole, Wegner selv skænkede museet, bliver ved med at stå. Planen er at lave en sti, så gæsterne kan gå fra det nye museum på Hestholm ind til Kongevejen, hvor byen begynder og vandtårnet ligger.
Museum Wegner på Hestholm kommer til at rumme 800 kvadratmeter udstilling foruden formidlingsværksted, bibliotek, café, kontorer m.m.
Fra strå til eternit og tilbage igen
Det oprindelige stuehus er fra 1848 og var med stråtag, også da der blev bygget til i 1919. I starten af 1960erne blev stråene udskiftet med de eternitplader, som der kom til at ligge på rigtig mange gårde og landbrugsbygninger i 1900-tallet.
Nu får det fine stuehus sit oprindelige tag igen. Staldene er fra 1960, og de fik helt fra begyndelsen eternittag. Det er de asbestholdige plader, som nu bliver udskiftet med henholdsvis strå og stålplader.
Egentlig var tanken at rive staldbygningerne ned og så bygge den nye, store museumsbygning, som det fortsat er planen at bygge i løbet af de kommende år. Men arkitektfirmaet Cobe, som står for renoveringen, argumenterede for at renovere dem i stedet, så det nye museum står på sine historiske rødder og får flere kvadratmeter, når det åbner om et par måneder.
Der arbejdes nu på at rejse yderligere finansiering til den store tilbygning, som bliver på 1.800 kvadratmeter. Hans J. Wegners to døtre og Tønder Kommune yder et årligt driftstilskud, og der søges både fonde, firmaer og private for at rejse de omkring 140 millioner kr., der bliver behov for.
Museumsdirektør Anne Blom:
“Det bliver dejligt at komme i gang med denne første etape af museet og få åbnet et rekreativt og smukt sted, der forener en sønderjysk kulturarv, værftsgård, tøndermarsk og lokale bygningstraditioner med samtidsarkitektur og design i verdensklasse. Vi glæder os dog endnu mere, afsindig meget, til Cobes store nye fløj bliver bygget. Den vil ikke kun resultere i at vi kan udstille meget mere, men også at vi bliver et trækplaster i sig selv.”
Visualiseringer/renderinger: Cobe Arkitekter
Fotos: Bent Schulz
Tækkearbejdet udføres af Christian Sørensen fra Toftum.
Hans J. Wegner (1914-2007) betragtes som en af de mest kreative, innovative og produktive danske møbeldesignere nogensinde. Wegner, der ofte refereres til som “Stolens Mester”, designede tæt på 500 stole i sin karriere.
Han blev uddannet snedker i 1931, studerede to år ved Kunsthåndværkerskolen i København, arbejdede som selvstændig arkitekt møbeldesigner og var en kort overgang også ansat som lærer ved Kunsthåndværkerskolens Møbelskole.