Der er godt gang i tækkeriet over hele landet, og lige så stille begynder stråtaget også at finde vej til nybyggerier på grund af tagets positive miljøprofil.
Efterspørgslen på stråtag medfører, at man som kunde og ejer af en stråtækket ejendom i mange tilfælde må vente op til et år på tækkemanden. Ved større arbejder som nytækning af hele taget er det derfor en god idé at kontakte tækkemanden i god tid.
”Det er sælgers marked”, lyder svaret, når bestyrelsen i Tækkelauget bliver spurgt om travlhed, ventetider og stigende priser. Og der tilføjes:
”Stråtag har været for billigt i forhold til andre tage og håndværksudgifter i det hele taget.”
Årsagen er både inflation og stigende omkostninger til transport af tækkerørene, som i omkring halvdelen af tilfældene kommer den lange vej fra Kina.
Brancheorganisationen DI Byggeri, hvori Tækkelauget er organiseret, oplyser, at der er omkring 16 procent udlændinge beskæftiget inden for byggeriet. Tallet i tækkebranchen er måske lidt højere, 20 – 25 %.
Som ejer og bygherre skal man sikre sig, at et udenlandsk firma er registreret i Danmark og dermed betaler bl.a. moms. Bygherre risikerer at få en bøde, hvis firmaet ikke er registreret.
1,1 % med stråtag
Ifølge Danmarks Statistik er der ikke kommet mere stråtag i Danmark de seneste år. Kun 1,1 procent af de danske tage har stråtag. Tallet har ligget stabilt i nogle år. Det betyder efter alt at dømme, at der fortsat forsvinder stråtag fra især gamle, udtjente landbrugsbygninger, for ikke mindst på Sjælland er der en del nye ejere af landejendomme, der tager pladerne af og genetablerer det stråtag, gården eller huset oprindeligt havde.
Den unge generation på arkitektskolerne er vilde med biogene byggematerialer, så tækkebranchen har derfor de seneste år været involveret i forskellige projekter med bl.a. Cinark/ Det Kongelige Akademi for at bidrage til den positive udvikling i brugen af strå.
To større udviklingsprojekter har, støttet af Miljøstyrelsen, fokus på udvikling af CO2-neutral brandsikring til tækkede facader samt udvikling af tækkede kassetter til montering på nybyggeri.
Så, der er fart på tækkebranchen hjulpet af, at taget er det mest klimavenlige af alle.