En ”palmeblads-tækker” i arbejde på øen Koh Phayam, Thailand, blev inspiration til denne artikel om materialer til tækning. Der har nemlig i årtusinder været anvendt de materialer, der nu engang var til rådighed, når et tag af naturens materialer skulle laves.
I dag bruges hovedsagelig tagrør og en smule elefantgræs, tækkemiscanthus, til stråtage i Danmark. Men i nabolandene Sverige og England tækkes der fortsat mange tage af halm, som tidligere også var det mest benyttede tagmateriale herhjemme.
Kort tilbage til tækning med palmeblade: De fleste har sikkert set noget, der mindede om stråtage på feriesteder i Sydeuropa. Som regel er der her tale om præfabrikerede måtter af den ene eller anden type græs, hæftet på og som regel ikke i stand til at modstå særlig meget regn. Disse tage er mest til pynt.
I Thailand derimod bliver der tækket med hele palmeblade, tre – fire meter lange, som syes på bambuslægterne. For at taget kan modstå monsunregnen, skal der syes 5 – 6 lag oven på hinanden, så selve princippet minder om et stråtag, blot er materialet et andet.
Det går hurtigt, når materialet til taget er 3 – 4 meter langt. Fotoserie fra Koh Phayam, Thailand.
Lyng og halm
På den jyske hede vokser der sjældent tagrør, så her opstod en særlig skik med blandingstække: Hvert andet bind er halm, hver anden er med langstilket lyng. Det skete for at strække halmen på disse fattige egne, hvor halmen var en vigtig del af dyrenes foder om vinteren. Der er også lavet tage udelukkende af lyng, men de var næppe så tætte som tage af palmeblade, så det mest udbredte blev blandet tækning med lyng og halm.
På Frilandsmuseet i Lyngby er der to tage med blandingstække, Den ene, et husmandssted fra Kølvrå ved Karup, Vestjylland, blev tækket med lyng og rughalm i 2025 (se fotos af tækningen under artiklen). Sommeren 2026 er turen kommet til den Nørre Hedegård, som oprindeligt er fra Vemb ved Holstebro.
Frilandsmuseet medarbejdere var selv ude at høste lyngen til tækningen i Tihøje Hede, et af Jyllands største hedeområder, beliggende mellem Herning og Holstebro.
Her tækkes ejendommen fra Kølvrå på Frilandsmuseet med rughalm og den lyng, museets medarbejdere selv har høstet på den jyske hede.
Håndhøstet lyng
Lyngen skal være længst muligt, og det betyder, at man ligger på knæ eller sidder på hug og klipper hver eneste plante med en beskærersaks.
”Jo, vi lå på vores grædende knæ der på heden og klippede lyng”, fortæller Betina Ladegaard Steffensen med et glimt i øjet. Betina er tækker på Frilandsmuseet og tilføjer:
”Det er håndarbejde at indsamle lyng i den kvalitet, vi har brug for, så den kan simpelthen ikke købes noget sted”.
Lyng har faktisk godt af at blive høstet, for når det bliver så højt, som tækkerne ønsker det, bør det klippes ned, så planterne igen kan begynde at skyde fra bunden og dermed forny planterne. Langt de fleste steder foregår lynghøsten med maskiner og er en del af naturplejen – men den maskinhøstede lyng bruges også til nutidens stråtage som materiale til tagets top, rygningen, også kaldet mønningen.
Det er umuligt at købe håndhøstet lyng, som skal være så langt som muligt. Derfor er Frilandsmuseets folk her i gang med at klippe lyng på Tihøje Hede.
Mange planter til stråtage
Tage af tagrør har omkring dobbelt så lang levetid som halmtage eller blandet lyng og halm. Derfor er vi i Danmark gået helt bort fra at bruge halm til tagene; for bare et par hundrede år siden var halm det absolut mest anvendte tagmateriale, fordi bønderne selv kunne dyrke det. Import af tagmaterialer var tidligere udelukket, så man måtte bruge, hvad der var tilgængeligt lokalt.
Tang og ålegræs har været brugt til tage, dog mest på øerne Læsø og Endelave, men til mønninger har tang været anvendt i de fleste kyst egne.
Marehalm, dunhammer, gul iris, som også hedder moseflæg og stargræs er blandt de mange planter, mennesker gennem tiden har lagt på tagene i håb om, at det kunne holde vandet ude.
Havde vi herhjemme haft 3 – 4 meter lange palmeblade ville de helt sikkert også være endt som tagmateriale.
Egnsforskelle
Der er traditionelt store egnsforskelle på stråtage, og de knytter sig hovedsagelig til netop hvilke materialer, der bruges til især tagets afslutning, rygningen.
Stråtags-Info uddyber senere i år disse egnsforskelle, som i dag ofte udviskes og forsvinder på andre ejendomme end de fredede og bevaringsværdige. Den bagvedliggende historie bag forskellene rummer gode historier fra en tid, da det i meget høj grad var den lokale natur, der afgjorde byggeskik og materialevalg.
Fotos: Betina Ladegaard Steffensen & Brittany Overgaard, begge Frilandsmuseet, samt Jørgen Kaarup