I Helsingør Kommune sætter ungdomsskolen fokus på erhvervsuddannelserne, og det vækker interesse hos skoleelever fra 8. og 9. klasse, som blandt andet har prøvet at være tækker for en dag.
”Det er megafedt at knokle og dejligt at være udenfor, men du skal også være lidt stærk for at kunne bære metaltrådene og bundterne med strå,” siger en af deltagerne, Smillah Sorth.
Det er Tækkefirmaet Horneby, der bruger en dag på nærkontakt med unge i området, og det har medført, at firmaet har fået en lærling, som i første omgang prøvede kræfter med tækkefaget en enkelt dag.
”De fanger det sindssygt hurtigt, selv om de ikke har erfaring med håndværk. De kaster sig bare ud i det og er virkelig dygtige,” siger Thomas Gerner fra Tækkefirmaet Horneby om dagens elever fra Borupgårdskolen.
Bygger bro til håndværksfag
Ud over tækkefaget arbejder Ungdomsskolen også sammen med lokale firmaer om ’Smed for en dag’, ’Mekaniker for en dag’ og ’Plastmager for en dag’. Formålet er at åbne elevernes øjne for, at en erhvervsuddannelse også kan være en interessant vej til et spændende arbejdsliv.
På ’Tækker for en dag’ startede klassen med en introduktion til værktøj og sikkerhed. Derefter blev eleverne delt ind i hold, og så gik de i gang med at tække de seks trærammer, som elever fra Ungdomsskolens nye juniormesterlære-klasse havde forberedt til dagen. De seks rammer med stråtag skal bruges til at overdække et nyt hygge-shelter, der skal stå på Ungdomsskolens område.
Fra hjerne til hænder
Klasselærer Amalie Svinggaard nyder at se sin klasse i aktion på en anden måde:
”Det handler ikke bare om at tække et tag af strå, men om at kombinere hjerne og hænder. De lærer om byggematerialer fra naturen, om kemien i stråene og om teknikken bag tagets hældning”.
”Og så får de lov til at prøve, om det her fag er noget for dem”, tilføjer klasselæreren.
Helsingør Ungdomsskole arrangerer også årligt uddannelsesdagen ”Mini Skills Helsingør” for kommunens 7. klasser. Næste Mini Skills holdes d. 30. april 2026.
Her fra Stråtags-Info stor ros til Helsingør Kommune for at prioritere at give unge i folkeskolen nærkontakt med håndværksfagene.
Fotos: Helsingør Ungdomsskole


Eleverne fra idrætslinjen på Borupgårdskolen arbejdede fokuseret med at lave stråtag.