Billedet: TV-vært Søren Vester med et bundt miscanthus, elefantgræs, som er en væsentlig del af brandsikringen i det nye stråtag.
DRs TV-vært Søren Vester har travlt. Meget travlt. Den 19. august går det første af otte programmer om renovering af hans landejendom i Agger i luften, og herefter sendes der hver onsdag. En meget stor del af programmerne kommer til at fokusere på strå. Både tagrør og miscanthus.
”Det hele går ud på at bygge med naturens egne materialer, dyrket og købt lokalt”, siger Søren Vester, som købte ejendommen i Agger ved den jyske vestkyst for at bygge den om til sommerhus.
Med tagrør fra vestkysten på både tag og facader kommer den ældre ejendom til at fremstå som et smukt eksempel på, hvordan strå kan forandre en bygning. I dette tilfælde er der også bygget til, idet en gammel garage bliver lavet om til et køkken-alrum med helt ny indmad. Udvendigt vil de forhenværende to bygninger se ud som én.
Super isolering
Søren Vester:
”Med 25 cm strå tækket direkte på muren bliver huset for det første rigtig godt isoleret, og for det andet vil tækningen opfange og udligne alle de skævheder og tegn på slid fra vind og vejr, der er på sådan en gammel bygning. Nyt og gammelt føjes sammen på en smuk måde”.
Oppe på taget ligger der 45 tons såkaldt Mischanthus Crete. Det er en blanding af kalk, vand og findelt miscanthus gigantus, de store elefantgræsser, der normalt i Danmark dyrkes som energikilde i kraftvarme-værker. Hos Søren Vester tjener de et helt andet formål, nemlig at isolere og samtidig fungere som brandsikring.
”Vi har fået materialet testet ved DBI, Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, og det har opnået en B-s1,d0 godkendelse. Det medfører, at vi kan tække direkte ovenpå det og opnå en meget sikkert fungerende brandisolering”, siger Søren Vester.
Biogen brandsikring
Brandsikringen blev lagt på i april måned i våd tilstand og har tørret siden. Erfaringer med en lignende brandsikring i Sverige viste, at der kunne tækkes allerede efter en måned, selv om den hempcrete (hampebeton), der blev brugt der, heller ikke var tør endnu.
”Vi laver jo en åndbar konstruktion, så jeg er ikke på nogen måde nervøs over, at vi tækker oven på en ikke helt igennem tør brandsikring. Den tørrer ud, fordi fugten kan vandre gennem stråtaget uden at skade taget”, forklarer den travle bygherre.
Rygningen, toppen af stråtaget, også kaldet mønning, bliver udført af brændt træ, som vil kunne holde lige så længe som taget, dvs. omkring 50 år. Der kommer Velux-vinduer i taget, så ejendommen kommer samlet set til at fremstå nutidig, samtidig med at den udstråler harmoni og natur.
TV-serien har premiere onsdag 19. august og kører derefter ugentligt på DR 1. Det er tækkemand Kim Andersen, der også stod for tække-entreprisen på Vadehavscentret i Vester Vedsted, der har opgaven med ejendommen i Agger.
Fotos: Søren Vester