Gå til indhold
Nyt trivselshus med stråtag på Tækkeskolen i Hadsten

Tækket trivsel på Tækkeskolen

Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten præsenterede tegningerne til et 1.680 m² stort trivselshus med strå på både facader og tag, tegnet af Cubo Arkitekter.

Arkitektur 2 min. læsning

Tegninger og idé til et imponerende nybyggeri med strå på både facader og tag blev den 22. august præsenteret på Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten. Den 1.680 m² store bygning er multifunktionel – et trivselshus – og er tegnet af århusianske Cubo Arkitekter.

Den Jyske Håndværkerskole er det eneste sted i Danmark, som har tækkefaget som speciale og dermed uddanner unge fra hele landet til et af de mest grønne og bæredygtige fag. Det er derfor næppe tilfældigt, at det kommende trivselshus har strå på både vægge og tag. Stråtags-Info vender tilbage med en artikel, der uddyber, hvordan byggeprojektet til knap 90 millioner kroner er blevet til.

Det nye hus bliver centrum for fællesskab, fritid og trivsel og kommer til at rumme bl.a. idrætshal, lounge, fleksible værksteder, fitnessområde og café.

A.P. Møller Fonden har støttet trivselshuset med 70 millioner kr., fordi skolen med sin højskoletradition skiller sig ud ved at tilbyde skolehjemspladser til næsten 600 elever og et uddannelsesmiljø, der vægter håndværkstraditioner, moderne teknik og almen dannelse højt. Skolen finansierer selv resterende 16 millioner kr. af byggebudgettet.

Færdigt i 2028

Første spadestik tages i 2026, og byggeriet forventes færdigt i 2028, når skolen i Hadsten har 100-års jubilæum.

Den Jyske Håndværkerskole har uddannet tækkemænd siden uddannelsens start i år 2000. Før da havde tækkefaget ”sidemandsoplæring”, dvs. at man kunne blive tækkemand, når man selv mente, at man mestrede faget.

Uddannelsen har gennem de seneste 25 år professionaliseret faget.

”Trivselshuset er en investering i vores elever og i fællesskabet på skolen. Det bliver et naturligt samlingspunkt, hvor faglighed og trivsel går hånd i hånd, og det styrker vores unikke 24-timersskolemodel. Vi er taknemmelige for støtten fra A.P. Møller Fonden, som gør projektet muligt,” siger Jesper Kofoed Petersen, direktør på Den Jyske Håndværkerskole.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaals donation på 70 millioner kroner er en af flere donationer fra Fonden til erhvervsrettede uddannelser i Danmark rettet mod at styrke de sociale og faglige fællesskaber for at gøre det mere attraktivt for unge at vælge en erhvervsrettet uddannelse. Fonden har senest støttet lignende projekter i blandt andet i Herning, Roskilde, Aalborg og København.

Illustrationer: Cubo Arkitekter

Læs også

Mere fra tækkeverdenen

Alle nyheder
Sommerskole med tækning med strå
International 3 min. læsning

Kæmpeinteresse i strå

Interessen for strå breder sig som aldrig før, både i Danmark og verden omkring os, og danske tækkemænd underviser nu i lande verden over.

Læs nyheden
Første år med den svenske tækkeuddannelse i Mariestad
Uddannelse 3 min. læsning

Første år med svensk uddannelse

Selv om der kun er omkring 40 tækkemænd i Sverige, er det alligevel lykkedes at få oprettet en helt ny uddannelse i samarbejde med Gøteborg Universitet.

Læs nyheden
International tække-komsammen i Danmark, august 2025
International 2 min. læsning

International tække-komsammen

Den sidste uge af august er Danmark vært for omkring 140 tækkefolk fra 10 lande i regi af International Thatching Society, ITS.

Læs nyheden