Gå til indhold
Konferencen Veje til biobaseret byggeri, juni 2026

Færre grise – flere materialer til byggeriet

Op imod halvdelen af landbrugsarealet kan med fordel lægges om til grønne, biogene materialer til byggeriet. Indtryk fra markedsdagen »Sammen om biobaseret byggeri«.

Bæredygtighed 2 min. læsning

Op imod halvdelen af det nuværende landbrugsareal kan med fordel lægges om til at producere grønne, biogene materialer, især til byggeriet.

Økonomisk ville det være en fordel for både landmænd, miljøet og Danmark som helhed. En sådan omlægning ville mindske afhængigheden af fossil energi, reducere udvaskning af næringsstoffer til søer, fjorde og hav – og reducere klimaaftrykket.

Disse opsigtsvækkende konklusioner er et kort resumé fra en konference i tilknytning til det Realdania-støttede initiativ »Veje til biobaseret byggeri«.

Onsdag den 14. juni mødtes en række fagpersoner og producenter, der alle arbejder med grøn omstilling af byggeriet, til en »markedsdag«, hvor 3. fase af »Veje til biobaseret byggeri« blev lanceret.

Projektet er støttet med 46 millioner kroner, som i fase 1 er brugt på at samle og publicere viden, og i fase 2 på eksempelbyggerier og udvikling af nye byggematerialer. I tredje fase bliver et antal byggeprojekter støttet. De skal have fokus på at anvende de materialer, der er tusindårig erfaring med at bruge, nemlig halm, træ, strå og ler.

Verdens største sektor

Byggeriet står for 40 procent af energiforbruget og er globalt set den største sektor med en enorm økonomisk betydning. Vækstpotentialet for byggeri med naturens egne materialer er derfor stort.

Både stråtag, elementer af strå som montagebyggeri og tækkede facader var en del af præsentationerne af nye veje at gå.

Professor Anne Beim fra Det Kongelige Akademi har i en årrække samarbejdet med tækkebranchen om udvikling af både klimavenlig brandsikring og montagebyggeri med strå, og hun opsummerede resultaterne på markedsdagen, som havde overskriften »Sammen om biobaseret byggeri«.

12 etagers halmbyggeri

Virksomheden Ecococon har sprængt rammerne for, hvad der kan bygges med halmelementer: I Sverige er det blevet til et 12 etagers hus, og i Holland er der lige nu fuld gang i byggeriet af Bestsellers nye logistikcenter, som med en 500 meter lang bygning udført med Ecococons halmvægge viser, at der ingen grænser er for biologiske materialer.

Det koster os halvanden års produktion på den ene af vores to produktionsenheder at levere til Bestseller, så jeg var noget nervøs, da jeg sagde ja til ordren – men i dag er jeg både stolt og glad over, at vi gjorde det.

— Lars Keller, CEO, Ecococon

Brandbanken

Et andet nyt skridt er taget i tilknytning til Realdanias projekt: en ny vidensbank er opstået i et samarbejde mellem Træinformation, Artelia og DBI, Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, støttet af Realdania.

Brandbank er etableret for at samle, systematisere og dele eksisterende viden om biobaserede byggematerialers byggetekniske egenskaber. Formålet er bl.a. at nedbryde nogle af de barrierer, der i dag begrænser anvendelsen af mere klimavenlige og miljørigtige byggerier som følge af brandkrav.

Gennem den fælles platform får byggebranchen lettere adgang til brandtests, data og information, som kan understøtte projektering og myndighedsbehandling.

Tekst og foto: Jørgen Kaarup. Oprindeligt bragt på stråtags-info.dk.

Læs også

Mere fra tækkeverdenen

Alle nyheder
Rensning af tække-miscanthus
Materialer 2 min. læsning

En oplagt grundvandsbeskytter

Tække-miscanthus – en særlig art elefantgræs – dyrkes uden sprøjtegifte og kan nu etableres for det halve. En oplagt måde at beskytte dansk grundvand på.

Læs nyheden
Høst af danske tagrør 2025/2026
Branchen 6 min. læsning

Høsten af danske tagrør 2025/2026

Danske rørhøstere om årets høst af danske tagrør, og et ønske om at kunne planlægge rørhøsten i samarbejde med tækkemænd og bygherrer.

Læs nyheden