Lige siden jeg for første gang stødte på den syede rygning, har den interesseret mig. Der er noget helt særligt ved en mønning lavet i samme materiale som selve taget; en rygning af tagrør. Jeg er derfor taget til Lolland for at udforske tilblivelsen af den syede rygning.
Hvorfor Lolland?
På Lolland er traditionen med syede rygninger stor, og denne type mønning er – sammen med havrehalmsmønninger – den mest udbredte. Man kunne forstille sig, at den syede rygning har været brugt mange andre steder i landet tilbage i tiden, hvor tagrør har været let tilgængelige, men dette er uvist. Så hvorfor er de syede rygninger så udbredt på Lolland?
Efter sigende har det været sådan siden 1700-tallet – eller måske endda helt siden middelalderen. Lolland og Falster har altid haft god landbrugsjord og tilbage i 1700-tallet (eller tidligere) var der bl.a. pga. store landbrugsekspansioner brug for flere huse, og dermed var der håndværkermangel. Derfor fik man indhentet håndværkere fra den anden side af sundet – fra Nordtyskland – og det var efter sigende de tyske tækkemænd, der tog de syede rygninger med til Lolland.
Håndværkerne tog hjem, men traditionen med de syede rygninger blev. Ifølge Tækkemand Martin Busk, som jeg har besøgt, har man i dag derfor flere forskellige navne til mønningerne, bl.a.: Lollandsk rygning, Spidsrygning, Holsteiner og Nordtysk – alle er syede mønninger, der kan udformes forskelligt i toppen: fladt, skrånende eller spidst.
Udførelsen
Herunder beskriver jeg, hvordan jeg under mit besøg hos Tækkemand Martin Busk har arbejdet med syet rygning. Dette er altså blot én korrekt måde at gøre det på – det kan garanteret gøres anderledes.
Før vi går i gang
Før man kan begynde at sy sin rygning, er det vigtigt, at underlaget er lige og lavet korrekt: Der skal – naturligvis- være et korrekt udført ombuk, men der skal ikke være nogen rodsyning. I stedet for rodsyning er der syet kæp på sidste sylægte samt på kiplægten. Det er disse to kæppe, som rygningen bliver syet fast om; skrueafstanden bør derfor være kort (højst 15 cm), og kæppene skal sidde stramt til rørene. Stødet skal være tilpasset de rør, der skal bruges til rygningen. Rørene bør være relativt lange, grove og lige for bedst udseende og holdbarhed. Vi havde et stød på ca. 50 cm til rygningsrør på godt 180 cm. Når underlaget er klar, kan rygningen påbegyndes.
Når top bliver bund
Rygningsrørene endevendes, så rodenden peger opad – det er ikke ofte, man får lov til det som tækkemand! En stor håndfuld syes fast om øverste kæp med en magasinkrumnål, og toppen af rørene (rodenden) stikker over kip i rygningens ønskede og passende højde. Herefter tækkes toppen (rodenden) lodret. Sådan fortsætter man, én håndfuld ad gangen, hele vejen hen ad første side. Herefter lægges nederste syning om nederste kæp med magasinkrumnål. Anden syning sættes midt i stinget fra før, så der dannes et ”zig-zag-mønster”. Til sidst klippes toppene (brum-enden) af, så der dannes en jævn overgang fra tag til mønning.
Næste side laves næsten ligesom første side, én håndfuld ad gangen; men rodenden tækkes ikke lodret. I stedet presses den mod rodenderne fra den første side, så rørene ”flettes” sammen og spænder mod hinanden for at danne en spids. Hvis de spænder for kraftigt op, kan man fylde op bagved med rør, der lægges horisontalt.
Syet fremtid?
Det er dejligt at opleve, når egnstraditioner holdes i hævd og lever i bedste velgående, og den syede rygning er i min optik et rigtig godt eksempel på dette; men jeg ser også større fremtidsmuligheder i de syede rygninger.
I moderne arkitektur møder vi nemlig også den syede rygning – for eksempel på Vadehavscentret, og jeg kunne sagtens forestille mig den brugt hyppigere. Med en syet rygning, kan man tilbyde en mønning med et mere kantet, skarpt look end andre rygninger i naturmaterialer; og samtidig er levetiden på mønningen konkurrencedygtig: ca. 10-15 år ifølge Tækkemand Martin Busk. På den måde kan den bruges som en moderne, biogen pendant til en fast spidsrygning i fx kobber.
Skal jeg belyse et andet tækkespecifikt emne? Tøv ikke med at kontakte Christian, hvis du har en god idé eller vil invitere på spændende egnstraditioner eller teknikker.
Afslutningsvis skærer Tækkemand Martin Busk skrå snit i bunden af mønningen – som en traditionsrig hilsen til dengang, da toppene blev skåret eller klippet af i hånden.