Et brandsikret stråtag brænder ikke mere hyppigt end huse med fast tag, viste en undersøgelse fra forsikringsselskabet Topdanmark for nogle år siden. Siden er der kommet skærpede regler i det gældende bygningsreglement, BR 18, så der nu skelnes imellem én type brandsikring, som kan bruges hvis f.eks. et nybygget hus ligger mindre end 10 meter fra vej eller naboskel.
Denne præaccepterede løsning er at tække direkte på fast underlag uden bagved liggende luftspalte med en EI 30 bygningsdel under det faste underlag (se links med uddybning nederst i artiklen.)
Den mest anvendte brandsikring, glasfiberdugen Sepatec, har ved både brandforsøg og under brande i virkeligheden vist, at den effektivt sikrer, at flammerne dæmpes, og branden bliver til en langsomt udviklende glødebrand. Det medfører, at brandvæsenet over alt i Danmark kan nå frem og håndtree branden.
Men hverken Sepatec eller andre typer glasfiberdugs-løsninger medfører, at der må bygges tættere end 10 meter fra vejmidte eller naboskel.
Regler og krav er indviklede, og der er mange løsninger, som sikrer stråtaget mod brand.
På tækkeseminaret midt i januar holdt en af Danmarks førende specialister i brandsikring af stråtage, brandrådgiver (certificeret i klasse 3 og 4) Anders Bach Vestergaard fra Rambøll, et indlæg, hvori han meget hurtigt sagde til de forsamlede tækkefolk:
”Hvis I ikke forstår regler og krav i forhold til brand, så forstår jeg det godt, for det er der nærmest heller ingen andre, der gør.”
Stråtags-Info har samlet den vigtigste viden om emnet under bjælken ”Anden nyttig viden” med links under denne artikel.
Anders B. Vestergaard havde to vigtige pointer i sit indlæg:
- Der er forskellige regler for nybygning og ombygning som f.eks. udskiftning af et eksisterende stråtag. Hvis der er tale om en ombygning uden ændringer af konstruktionen, kan den bestående løsning, f.eks. brandsikring, godkendes, hvis den var godkendt, da den blev udført.
- Ved nyopførelse afhænger kravene af bygningstypen, og der skal anvendes en præaccepteret løsning, hvis det generelle afstandskrav på 10 meter skal sættes ned.
Imidlertid kan en brandrådgiver ofte finde en anden måde at gøre tingene på, som kan afvige fra de generelle regler. Anders B. Vestergaard pegede bl.a. på, at opsætning af serieforbundne røgalarmer kan være et blandt flere tiltag, der medfører mere lempelige krav til flere stråtækte bygninger på samme grund.
LÆS MERE:
Læs mere om brandsikring og brand i stråtage under Anden nyttig viden
DBI-skrivelsen Sådan bygger du lovligt med stråtag
Byg-Erfa blad Stråtage – taghældning, opbygning og afstandskrav (koster 260 kr.)
TRÆ fakta 18 om den lukkede konstruktion, præaccepteret løsning: https://traeinfo.dk/Publikationer/traefakta-18/ (koster 175 kr.)
Veludført Stråtag side 11 – 18 om Brand og afstandskrav

Denne gård ville ifølge indsatslederen fra brandvæsenet være brændt helt ned, hvis den ikke havde været brandsikret med glasfiberdugen Sepatec

Glasfiberdugen lægges op oven på lægter, inden taget tækkes. Alle kanter sikres mod luftgennemstrømning med enten stenuld eller glasfiber.
Mange forsøg med brandsikrede stråtage viser, at brandsikring virker og forebygger, at alt brænder ned.
Her er fotos fra brand i en ikke-brandsikret gård med stråtag. Tag og tagkonstruktion brændte ned i løbet af omkring 20 minutter.