AFTRYK Festival ’26

Tirsdag d. 29. september var der AFTRYK Festival i Travbyen i Billund. Omkring 3000 elever og studerende fra forskellige dele af byggebranchen deltog. Festivalen er den første af sin slags og er arrangeret af KIRKBI A/S. Stråtags-Info var sammen med Tækkelauget og Den Jyske Håndværkerskole med for at repræsentere tækkefaget.

Ny festival vil bygge fremtiden

Elever og studerende fra mere end 30 uddannelsesinstitutioner på tværs af landet mødtes i øjenhøjde i Travbyen, Billund til AFTRYK Festival. Vejret var godt, humøret var højt – og lige så højt var der til loftet til den udendørs festival, hvor man kunne opleve alt fra elværktøjsracerbaner til biobasererede byggematerialer til livekoncerter. Festivalens hovedformål kan vist koges ned til én sætning:

At nedbryde barrierer imellem brancher i byggeriet med henblik på at finde de bedste løsninger for fremtidens byggeri.

Målet er ambitiøst, og der lægges da heller ikke skjul på, at visionen er, at AFTRYK Festival skal være en årligt tilbagevendende begivenhed. Godt begyndt er halvt fuldendt, og man må sige, at AFTRYK Festival ’26 var en succes:

Fremtidige ingeniører, designere, arkitekter, håndværkere og konstruktører mødes på kryds og tværs for at diskutere, debattere, opleve og mærke hinandens fag. På den måde kan man allerede under uddannelse få en bedre forståelse for hinanden samt et bedre indblik i, hvad der (måske) kan lade sig gøre, når vi bygger bedre og grønnere.

Gamle teknikker – nye svar

En del af AFTRYK festival handler om at kigge på og lære om byggematerialers aftryk på klima og miljø. Her peges på, at man – for at kunne bygge bedre nu og i fremtiden – er nødt til at kigge tilbage på, hvad man gjorde før i tiden. I et hjørne af festivalpladsen kunne man således få et indblik i bl.a. biobaserede isoleringsmaterialer, byggeri med ubrændt ler og selvfølgelig brugen af tagrør.

I et samarbejde mellem Tækkelauget, Den Jyske Håndværkerskole og stråtags-info var tækkefaget velrepræsenteret på festivalen. Her kunne bl.a. prøves kræfter med tækkearbejde, udforskes moderne muligheder med tagrør samt kastes med tækkerør – sidstnævnte i form af en konkurrence i længdekast, der strakte sig over hele dagen.

Størstedelen af deltagerne er derfor blevet præsenteret for stråtag og har haft mulighed for at få hænderne i tækkerør. Dette gav mulighed for mange grin samt gode snakke og idéer – og man mærkede tydeligt, at interessen er stor fra størstedelen af den brede byggebranche.

Franske tømrerlærlinge får stråtag på skemaet

På stråtagsstanden mødte vi unge mennesker fra hele landet – og endda et lille hold fra Frankrig; nærmere bestemt en håndfuld tømrerlærlinge fra BTP CFA, Bâtiment et Travaux Publics – Centre de Formation d’Apprentis (Bygge- og anlægsarbejde – Uddannelsescenter for lærlinge), som vi tidligere har skrevet en artikel om, da de er ved at opstarte en tækkeuddannelse.

Tømrerlærlingene er netop nu på udveksling på Herningsholm Erhvervsskole, og udover deres møde med stråtag på AFTRYK Festival skal de et smut forbi Den Jyske Håndværkerskole for at udforske tækkefaget.

Artiklen kan læses her: Fransk besøg i det jyske

Ingen vind, men kraftig Blæst

I det store telt midt på festivalpladsen kunne man dagen igennem opleve forskellige relevante talks, debatter, foredrag og endda koncerter. På den måde kunne man som deltager tage en pause – eller få fornyet sin energi alt efter behov. AFTRYK Festival ´26 endte med en brag af en fest, da bandet Blæst spillede afslutningskoncert.

Det fulde program for festivalen kan ses på https://www.aftrykfestival.dk/program/