Benspænd for strå i nybyggeri

Bygningsreglementets restriktive regler for brandsikring af stråtage hindrer, at dette klimavenlige tag bliver mere udbredt i nybyggeri, konkluderer en bygningskonstruktør med erfaring som tømrer og i at arbejde med strå i byggeriet.

(Foto øverst: Trelleborghuset er det eneste danske typehusfirma, der har opført flere huse med stråtag.)

Det er den nyuddannede bygningskonstruktør Peter Ladefoged Christiansen, der i sin bacheloropgave konkluderer, at der er en stor barriere for udbredelse af det klimavenlige stråtag i nybyggeri i det gældende bygningsreglement. Heri er kun én type brandsikring af stråtag godkendt som såkaldt præ-accepteret løsning, hvis der skal bygges under 10 meter fra skel – og den type brandsikring har tækkemændene ikke meget erfaring med.

Det er den såkaldt lukkede konstruktion, der er præ-accepteret. Hidtil har danske tækkemænd hovedsagelig udført brandsikring i en åben konstruktion med lægter, hvor brandsikringen er en kombination af glasfiberdug og mineraluld. Den løsning var tidligere godkendt, også ved byggeri med kun 5 meter til skel, men den udgik ved en revision af gældende bygningsreglement.

I bacheloropgaven konkluderes det:

Tækkebranchen har brug for mere end én præ-accepteret løsning for i fremtiden at kunne vedligeholde den eksisterende boligmasse med stråtag fugtteknisk og brandteknisk korrekt, samt holde fast i den positive position, stråtaget har i debatten om bæredygtig omstilling.”

Tækkelauget, organiseret i DI Byggeri, er ved at afslutte en gennemgang af den lukkede konstruktion, som er ret ny for stråtage i Danmark, men som har været anvendt i Holland i årtier. Gennemgangen vil munde ud i en række konkrete anvisninger og anbefalinger til udførsel af den.

Sideløbende arbejdes der på at få en biogen / biobaseret diffusionsåben konstruktion brandgodkendt, som lever op til kravene for en præ-accepteret løsning for stråtag. Løsningen er primært rettet mod nybyggeri.  

Der er ingen tvivl om, at hvis strå for alvor skal slå igennem som klimavenligt materiale til både tage og facader, så skal der udvikles præ-accepterede løsninger, som kan godkendes til nybyggeri med ned til 5 meter til skel.

Bachelorspecialet bygger på grundig research samt interviews med 22 tækkemestre og en række andre fagpersoner.

Det er udført ved konstruktøruddannelsen ved UCL Erhvervsakademi i Odense og kan læses i sin helhed her:
Hvilke tekniske og lovgivningsmæssige hindringer er der i den danske tækkebranche for at implementere fremtidige bæredygtige byggekoncepter? (pdf, åbner i ny fane)

Stråtækte villaer i en typisk forstad i Holland.
I Holland bygges der årligt mindst 2.500 nye bygninger af vidt forskellig art med strå på tag og / eller facader. Her er det villaer i en typisk forstadsudstykning.