Der skal bygges med flere biogene materialer, hvis byggeriet skal nedbringe sin store andel af klimabelastningen. Derfor har Miljøstyrelsen flere gange støttet udviklingsprojekter med strå. Det nyeste er et projekt, der udvikler og brandtester tækkede facadeelementer, som tænkes anvendt til montagebyggeri i flere etager.
Projektet læner sig op ad et tidligere projekt, som testede brandsikring af strå med ler, også støttet af Miljøstyrelsen.
Tre forskellige element-konstruktioner er nu blevet brandtestet. De var tækket forskelligt, et meget hårdt med ålegræs mellem elementerne og ingen ler, et andet tækket med korte tækkerør klæbet i ler, og den tredje var mere løst tækket med ler mellem stråene.
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, DBI, er en væsentlig aktør i projekt ”Det biogene montagebyggeri – konstruktion, brand og arkitektur” og skriver nu i instituttets nyhedsbrev, at brandtestene har været en succes:
”Som udgangspunkt var testene en succes, fordi vi blev klogere på, hvordan strå brænder. Dermed kan vi nu identificere de vigtigste udfordringer – hvilket er en forudsætning for at kunne finde løsninger”, siger Karlis Livkiss, som er Ph.D. og ansvarlig hos DBI for at analysere resultater i projektet.
I alle tre tilfælde udviklede branden sig langsomt, og resultaterne betegnes af DBI som lovende.
”Det ville være et ønskescenarie at kunne bygge med stråtækte facader i montagebyggeri i flere etager, og at certificerede brandrådgivere kan bruge de fund, vi gør os i projektet”, siger Mia Fossing Frederiksen, DBIs projektleder.
Arbejdet med udvikling og brandprøvning af tækkede facadeelementer ventes afsluttet ved udgangen af 2025.
I det såkaldte MUDP-projekt samarbejder DBI med CINARK ved Det Kongelige Akademi, EcoCocon Danmark Aps, entreprenørfirmaet Enemærke og Petersen, Tækkefirmaet Horneby og Hemmed Tækkefirma.
Fotos: brandtests af stråelementer, leveret af DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut.